Cirka 50 medarbejdere på hospitalsgang
Nogle af de mange medarbejdere fra Aarhus Universitetshospital, som er involveret i transplantationsforløbene. Foto: Tonny Foghmar

05.02.2025

112 nyretransplantationer to år i træk understreger Aarhus Universitetshospitals position som transplantationscenter i Danmark og i Norden.

Nyretransplantation er den mest effektive behandling for patienter med kronisk nyresvigt, da en ny nyre giver frihed fra dialyse og muliggør, at patienterne kan genoptage et stort set normalt liv med få restriktioner. Samtidig er transplantationen en økonomisk fordel for samfundet sammenlignet med udgifterne til dialysebehandling.

- Før var jeg i dialyse 4 timer hver aften derhjemme, og derudover brugte jeg tid på rengøring og opsætning af dialysemaskinen. Ved problemer måtte jeg på hospitalet, og der var begrænsninger på, hvad jeg måtte spise og drikke, siger Lars Haahr Mortensen fra Højbjerg, som fik en ny nyre sidste år.

- I dag er der ingenting ud over, at jeg skal have taget blodprøver og komme til kontrol på hospitalet en gang imellem. Jeg skal ikke være hjemme om aftenen, og jeg skal ikke længere holde regnskab med, hvad jeg spiser og drikker.

Dedikeret indsats på tværs af fagområder

- Det er positivt, at vi i 2024 har bibeholdt det høje niveau fra 2023. Nyretransplantationer kræver en enorm indsats på tværs af mange afdelinger. For at lykkes er der mange, som skal spille sammen, og alle skal yde deres bedste. Derfor er resultatet en stor ros til personalet og alle de afdelinger, som er involveret i transplantationer, siger transplantationskirurg og klinisk lektor Anna Krarup Keller fra Urinvejskirurgi.

Ledende overlæge Pernille Koefoed-Nielsen i Blodbank og Immunologi supplerer:

- Ved transplantationer er vi afhængige af, at alle funktioner fungerer som en samlet kæde. Der bliver udført rigtigt mange forskellige undersøgelser før en transplantation, og mange afdelinger er involveret i selve transplantationen og i behandling og kontrol efter transplantationen. Op mod halvdelen af de 39 lægelige specialer kan være involveret i et transplantationsforløb, og nogle gange er alle mand på dæk.

Regionale og nordiske samarbejder

Aarhus Universitetshospital dækker som transplantationscenter både Region Midtjylland og Region Nordjylland. Derfor kommer både patienter og donornyrer fra hele Midt- og Nordjylland, og der er et godt samarbejde om organdonation med Aalborg Universitetshospital og med regionshospitalerne.

- Antallet af organdonationer i Region Midtjylland og Nordjylland ligger målt pr. million indbyggere helt på højde med niveauet de andre nordiske lande, siger Pernille Koefoed-Nielsen.

Aarhus Universitetshospital har indført donation efter cirkulatorisk død (DCD) i marts 2024 i lighed med de øvrige danske transplantationscentre. Donation efter cirkulatorisk død betyder, at man donerer organer efter døden er konstateret, ved at hjertet er stoppet med at slå og vejrtrækningen ophørt. Tidligere har man kun kunnet donere organer efter hjernedød. Implementeringen af DCD er sket efter omfattende simulationstræning, hvor alle involverede faggrupper og afdelinger har deltaget.

Desuden deltager AUH i et nordisk nyrebytteprogram, for patienter, der har en levende donor, som ikke kan donere direkte på grund af dårligt match. Det har styrket mulighederne for transplantation for nyrepatienter, der ellers er vanskelige at finde en matchende nyre til.

En fortsat indsats for patienternes skyld

I 2024 er organiseringen af transplantationsindsatsen på AUH blevet styrket. En styregruppe med en lægefaglig direktør som formand og repræsentation af ledelserne i alle direkte involverede afdelinger skal sikre solid ledelsesopbakning til organdonation og transplantation på AUH, så hospitalet hurtigt kan løse udfordringer og fortsat arbejde målrettet for at tilbyde så mange patienter med organsvigt som muligt den bedst mulige behandling og livskvalitet gennem transplantation.

På Aarhus Universitetshospital udføres også hjertetransplantationer, og der foregår udredning og opfølgning af patienter, som får lunge- eller levertransplantation. Aarhus Universitetshospital var i 2024 vært for den skandinaviske transplantationskongres med 210 deltagere fra 17 lande.